|
Foto: © Petros Kokkinos/MSF |
Meningitis er en infektion af hjerne- og rygmarvshinderne, som kan skyldes både bakterier og vira. Den spredes gennem udåndingsluft ved dråbesmitte.
Symptomer
Høj feber, nakkestivhed, hovedpine, opkastninger, kramper, dyb bevidstløshed, blødninger og udslæt i huden.
Nogle typer af bakteriel meningitis er meget farlige og er i 50 til 80 procent af tilfældene dødelig, hvis patienten ikke hurtigt kommer i behandling.
Trods hurtig behandling kan sygdommen give varige skader som døvhed, hjerneskader og lammelser. Meningokok-meningitis er speciel farlig, fordi den er meget smitsom og kan skabe epidemier. Meningitis, der skyldes en virus, kan ikke behandles, er sjældent farlig og går over af sig selv.
Behandling
Patienter med bakteriel meningitis behandles med antibiotika, som gives direkte i blodbanen. Der findes en effektiv vaccine til at forebygge meningitis i Afrika, men landene i det såkaldte meningitisbælte (der dækker et bredt bælte af afrikanske lande syd for Sahara) har ikke råd til at betale for den.
Sygdommens udbredelse
I Afrika er omkring 300 millioner mennesker i risiko for at blive syge, og hvert år dræber bakteriel meningitis flere end 170.000 mennesker. Der er særlig risiko for udbrud i tørketiden fra december til februar i mange lande i meningitisbæltet.
Læger uden Grænsers indsats
I 2009 vaccinerede Læger uden Grænser 7,9 millioner mennesker mod meningitis, og gav behandling til 77.901, der var blevet smittet. Læger uden Grænser arbejder for, at verdens rige lande og internationale organisationer sætter midler af til at sikre et tilstrækkeligt stort lager af vacciner til at dække også det afrikanske behov.
Vi arbejder også for, at medicinalindustrien forsker og udvikler de nødvendige vacciner til en overkommelig pris for de fattige lande, og for at meningitis-vaccinen bliver en del af den standardpakke af vacciner, der tilbydes små børn, særligt i udsatte områder.
Læs mere
