| Dato/Begivenhed | |
| 23. maj 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 13. jun 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 11. jul 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF |
![]() Foto: © Kate Holt |
De humanitære behov voksede i Afghanistan i 2010, da krigen spredte sig til næsten alle provinser. Over hele landet mangler sundhedssystemet personale og vigtige forsyninger. Ukontrollerede og dyre private sundhedstilbud er ofte den eneste mulighed. Vejene er farlige, og mennesker risikerer ofte livet ved at rejse efter medicinsk hjælp. Nogle gange – når patienten endelig når hospitalet – har tilstanden, som måske i begyndelsen var let at behandle, udviklet sig til en livstruende sygdom.
Denne generelle forværring af sundhedsydelser motiverede Læger uden Grænser til at vende tilbage til Afghanistan i 2009. Læger uden Grænser sikrede aftaler med de forskellige parter involveret i konflikten, så vi kunne begynde aktiviteter på to hospitaler: Ahmed Shah Baba hospitalet i den østlige del af hovedstaden Kabul og Boost hospitalet i Lashkargah, som er hovedstaden i Helmand-provinsen i syd.
Hospitalshjælp i Kabul
Befolkningen er tredoblet i Kabul i løbet af de sidste ti år. Mange mennesker er flygtet fra konfliktramte områder til den relativt sikre hovedstad; andre er tvunget af fattigdom til at forsøge at tjene til livets ophold i byen. Tilbagevendende fra Pakistan og andre provinser i Afghanistan har også fundet vej til Kabul. Som en konsekvens er det skrøbelige sundhedssystem blevet belastet til dets yderste, og det har efterladt mange mennesker uden adgang til sundhedshjælp.
På Ahmed Shah Baba hospitalet arbejdede læger, jordmødre, sygeplejersker og kirurger fra Læger uden Grænser sammen med hospitalets medicinske personale. Læger uden Grænser fokuserede på akutafdelingen, pleje af gravide og fødende og spørgsmål om behandling, hvilket forbedrede det tilgængelige medicinske tilbud, så færre patienter skulle henvises til andre steder. Svanger- og akutafdelingerne blev forbedret sammen med laboratoriet og røntgenfaciliteterne. Desuden blev flere end 50 nyligt ansatte på hospitalet undervist og vejledt. I oktober var et operationsområde og en lille ambulant afdeling på plads. Den første operation blev udført i slutningen af oktober, og ved udgangen af året var der udført yderligere 40 operationer.
Gennem hele året er antallet af patienter steget betydeligt. Der var næsten 10.240 konsultationer i oktober 2010 sammenlignet med 5.500 i oktober 2009, da Læger uden Grænser begyndte sine aktiviteter. I 2010 havde jordemorpersonalet næsten 7.400 graviditetsundersøgelser, deltog i flere end 4.070 fødsler og havde flere end 1.500 undervisningsforløb om familieplanlægning. Alt i alt blev der tilset flere end 118.200 patienter i de forskellige afdelinger på Ahmed Shah Baba hospitalet.
Boost hospital, Helmand
I november 2009 begyndte Læger uden Grænser at støtte Boost provinshospital i Lashkar Gah. Helmands en million indbyggere er blandt dem, der har lidt mest under den vedvarende konflikt. Mange landlige sundhedsklinikker er lukkede, da det kvalificerede sundhedspersonale har forladt de usikre områder, og det er blevet tiltagende vanskeligt at få forsyninger af medicin og medicinsk udstyr frem. Usikkerhed har også gjort det vanskeligt for folk at nå speciallæger.
I 2010 arbejdede Læger uden Grænser på at få det 155-senges store hospital til igen at fungere som henvisningshospital – et af kun to i det sydlige Afghanistan. Læger uden Grænser udvidede sin medicinske støtte til alle afdelinger, inklusive fødeafdeling, børneafdeling, kirurgiske- og akutafdelinger. Der blev også sørget for medicin og medicinsk udstyr. Som en betingelse for støtten indførte Læger uden Grænser at hospitalet blev ”våbenfrit”, hvilket betyder, at alle våben skal efterlades ved indgangen for at mindske hospitalets risiko for at blive et muligt mål, hvilket samtidig betyder, at patienterne føler sig mindre truet.
Halvvejs gennem året lukkede et nærliggende hospital for krigsofre i fire måneder. Hospitalet var drevet af den italienske organisation Emergency. Boost hospitalet var i stand til at klare stigningen af traumetilfælde, der krævede operation. Der blev foretaget cirka 1.500 kirurgiske indgreb i 2010, hvoraf næsten 400 var for krigsrelaterede skader. Siden maj har den opgraderede akutafdeling været i stand til at stabilisere kritiske patienter hele døgnet, før de overføres til mere specialiseret hjælp på Boosts andre afdelinger. Fra maj til december modtog cirka 26.000 patienter behandling – ti procent af dem var i kritisk tilstand. Behandlinger, som havde været ikke-eksisterende før 2010, begyndte at nå fuld kapacitet. Næsten 2.500 børn blev født i den udvidede fødselsafdeling: 480 fødsler var komplicerede.
Børn udgjorde 25 til 30 procent af hospitalets patienter. I september betød en 16-senges udvidelse af børneafdelingen, at indlagte børn ikke længere var nødt til at dele seng med andre patienter. Alt i alt blev cirka 2.200 børn behandlet på hospitalet i 2010; 550 af dem var nyfødte.
Læger uden Grænser begyndte første gang at arbejde i Afghanistan i 1984.
Teksten stammer fra Læger uden Grænsers internationale aktivitetsrapport 2010 og opdateres årligt.

Afghanistan
Indbyggere: 28,1 mio. Forventet levealder: 48 år Børnedødelighed: 149 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2010: 200 MSF har arbejdet i Afghanistan siden 2009 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |