| Dato/Begivenhed | |
| 23. maj 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 13. jun 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 11. jul 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF |
![]() Foto: © Kate Geraghty |
Der er stadig et stort behov for lægehjælp blandt Sudans befolkning, men på grund af uroligheder og administrative restriktioner er det vanskeligt at få hjælpen ud til de mest udsatte. Især i Sydsudan er det svært for befolkningen at få adgang til sundhedsydelser. I 2010 ydede Læger uden Grænser lægehjælp ved flere lejligheder, blandt andet under det største udbrud af kala azar i landet i otte år og ved behandling af voldsofre i Darfur.
Kala azar
Antallet af kala azar tilfælde (visceral leishmaniasis), som forekommer jævnligt i Sudan, var i november det højeste i otte år i Sydsudan. Sygdommen overføres ved bid fra parasitbærende sandfluer, og den er dødelig, hvis den ikke bliver behandlet. Hvis patienterne bliver behandlet i tide, kan de fleste dog blive helbredt.
Læger uden Grænser behandlede 2.600 mennesker for sygdommen i de tre delstater – Upper Nile, Unity og Jonglei. Patienterne fik en ny medicin (liposomal amphotericin B) hvor behandlingstiden er væsentlig kortere og hvor der er færre bivirkninger.
I samarbejde med sundhedsministeriet åbnede Læger uden Grænser et center for kala azar smittede i delstaten Al Gedaref, og her blev 1.100 patienter behandlet.
En ny begyndelse for Sydsudan?
En fredsaftale mellem regeringen i Khartoum og oprørerne i Sydsudan gjorde en ende på den 22 år lange og barske borgerkrig. Kampene fortsætter dog i Sydsudan, hvor økonomiske og politiske forandringer som følge af aftalen har udløst voldelige magtkampe.
Med forventning om en folkeafstemning i januar 2011 om løsrivelse vendte hundrede tusindvis af mennesker tilbage til Sydsudan. I forvejen var to millioner sydsudanesere vendt tilbage efter at fredsaftalen var blevet indgået.
Sundhedssystemet er dårligt i landet, og kun få har adgang til tilstrækkelig pleje. Sygdomme spredes lettere på grund af uroligheder og vold, og fordi store dele af befolkningen ikke bor permanent et sted. Befolkningen lider især af malaria, diarré, luftvejsinfektioner, tarmparasitter, afrikansk sovesyge (trypanosomiasis) og kala azar, og der er ikke lægelig kapacitet til at behandle alle. Sygdomme, der kan forebygges, som malaria, akut diarré og mæslinger er de mest almindelige dødsårsager.
Siden 2008 har Læger uden Grænser arbejdet på skadestuen og på barsels- og børneafdelingen på Aweil Civil Hospital i den nordlige Bahr El Ghazal region. I 2010 kom flere end 18.000 tilbagevendte sydsudanesere til flygtningelejre i nærheden af byen. Læger uden Grænser hjalp hospitalet med den stigende efterspørgsel efter lægehjælp, og personalet gennemførte flere end 37.000 fødselsforberedende konsultationer, hjalp til ved mere end 3.000 fødsler og behandlede cirka 2.600 børn for underernæring.
I august 2010 begyndte et lægehold at arbejde i Raja i den vestlige Bahr El Ghazal region, et meget isoleret område i Sudan. Her bestod arbejdet i akut beredskab, akut kirurgi og mødre- og barnepleje.
I regionen Equatoria i det vestlige Sudan, som grænser op til den Demokratiske Republik Congo, ydede Læger uden Grænser – udover at behandle læsioner og sygdomme - mental sundhedshjælp til mennesker, der havde oplevet vold, herunder børn undsluppet fra fangenskab. Læger uden Grænser arbejdede i mobile hold for at kunne nå ud til de afsidesliggende befolkningsgrupper og flygtningelejre. Der arbejdede også et hold på Yambio Hospital – blandt andet med at give medicinsk hjælp til patienter, der var blevet såret under angreb fra oprørsgruppen The Lord’s Resistance Army.
Læger uden Grænser arbejdede i syv regioner i det sydlige Sudan samt i området omkring Abyei og holdt flere end 588.000 ambulante konsultationer og ydede fødselsforberedende pleje til cirka 96.000 kvinder. Flere end 25.900 patienter blev behandlet for underernæring.
Begrænset adgang til dele af Darfur
Det er en konstant kamp at nå ud til de mennesker i Darfur, der har alvorligt brug for lægehjælp, og Læger uden Grænser stilles over for mange udfordringer, når vi forsøger at yde rettidig og livreddende lægehjælp. I maj foretog Læger uden Grænser en lægelig vurdering i det østlige Jebel Marra, et bjergområde i Darfur. Men fordi vi ikke har de nødvendige tilladelser fra myndighederne, har det ikke været muligt for Læger uden Grænser at vende tilbage til området med lægehjælp til dem, der har brug for det.
I Shangil Tobaya i det nordlige Darfur blev der holdt flere end 30.000 ambulante konsultationer i løbet af året. I Kaguro kunne Læger uden Grænsers klinik tilbyde akut kirurgi, ernæringshjælp, vaccinationer og almindelig sundhedspleje, og personalet gennemførte omtrent 65.300 konsultationer. I samarbejde med sundhedsministeriet blev der oprettet ernæringsprogrammer i flygtningelejrene i Abushok og El Salam.
Sikkerhed er stadig et stort problem i Darfur, der ofte sker røverier og kidnapninger. Det har begrænset Læger uden Grænsers muligheder for at bevæge sig frit rundt, og vores internationalt udsendte kan mange steder ikke blive i projekterne i længere tid, men må nøjes med at foretage hurtige besøg nogle gange om ugen. Ikke desto mindre ydede Læger uden Grænser hjælp i adskillige nødsituationer og behandlede i september over 40 sårede og uddelte vigtige husholdningsting såsom koge- og hygiejneudstyr efter kampe mellem forskellige grupper i Tabarat i det nordlige Darfur. I december ydede Læger uden Grænser medicinsk hjælp til flygtninge, der var blevet såret under kampe i Shangil Tobaya.
I den østlige del af landet begyndte Læger uden Grænser et akut ernæringsprogram i Al Gedaref regionen. Personalet behandlede flere end 6.000 underernærede børn under fem år.
Reproduktiv sundhed
I byen Port Sudan, hovedstaden i Red Sea regionen i det nordøstlige Sudan, ydede Læger uden Grænser reproduktiv sundhedspleje på det offentlige hospital Tagadom. Personalet tilbød en lang række serviceydelser, blandt andet svangre og barselshjælp, fødselshjælp, familieplanlægning, behandling for seksuelt overførte sygdomme og rådgivning. I begyndelsen af 2010 etablerede Læger uden Grænser en operationsstue på hospitalet, så kvinder med komplicerede fødsler kunne blive forløst ved kejsersnit. Der blev i 2010 gennemført flere end 14.000 fødselsforberedende konsultationer, vores medarbejdere hjalp til ved næsten 2.000 fødsler og foretog 71 kejsersnit.
Omkring 98 procent af kvinderne i og omkring Tagadom er omskåret. Omskæringen indebærer som oftest alvorlige komplikationer i forbindelse med fødsler, hvor der må foretages en de-infibulation, det vil sige, at de sammensyede skamlæber må skæres op for at fødslen kan ske. Læger uden Grænsers gynækologer syr ikke kvindens skamlæber sammen igen efter fødslen.
De offentlige sundhedsarbejdere øgede kvindernes bevidsthed om, hvor vigtigt det er at søge lægehjælp ved komplicerede fødsler, og om de sundhedsmæssige problemer der er ved kvindelig omskæring. I slutningen af året overdrog Læger uden Grænser projektet til sundhedsministeriet og gav et halvt års forbrug af medicin og medicinsk udstyr til hospitalet.
Læger uden Grænser har arbejdet i Sudan siden 1979.
Teksten stammer fra Læger uden Grænsers internationale aktivitetsrapport 2010 og opdateres årligt.

Sudan
Indbyggere: 30,9 mio.
Kilder: MSF og WHO |
| Mere |